Vi har tre centrale krav, som en bred vifte af 
Palæstinasolidaritetsbevægelsen i København står bag.

Vi ser allerede nu en lang række politikere sætte Palæstina på dagsordenen op til kommunalvalget, og derfor opfordrer vi alle kandidater, der er seriøse om reel opbakning til Palæstina, til at underskrive og forpligte sig til disse tre krav.

Ved at underskrive kravene forpligter kandidaten sig til at arbejde for en reel realisering af følgende tre krav efter kommunalvalget.

Afinvestering

Forpligte sig til at Københavns Kommune ikke investerer i selskaber, som er medskyldige i folkemordet og besættelsen af den palæstinensiske befolkning

Københavns Kommune har investeringer for 1,2 milliarder i 34 virksomheder, der er medskyldige i Israels igangværende folkedrab mod palæstinenserne, og i selskaber, som har tråde til israelske bosættelser. Virksomhederne er på BDS-bevægelsens liste over selskaber, der direkte profiterer på folkedrabet og flere af dem fremgår i FN-rapportør Francesca Albaneses rapport fra juni 2025, der påpeger virksomheder, som er direkte medskyldige.

Kandidaten forpligter sig til, at arbejde for at Københavns Kommune ikke investerer i Israels folkedrab, brud på menneskerettigheder og besættelsespolitik. 

Det gøres blandt andet ved:

  • Afinvestere i alle virksomheder på BDS's liste over prioriterede mål for af-investering
  • Afinvestere i alle virksomheder i FN-rapportør Franscesca Albaneses rapport "From economy of occupation to economy of genocide"
  • Udarbejde en investeringspolitik, der ikke bidrager til overtrædelser af international humanitær lov og menneskerettighedslov i Palæstina.


Bekæmpe racisme

Forpligte sig til målrettet bekæmpelse af antimuslimsk racisme og diskrimination af medborgere, som har rødder i det Globale Syd*, i Københavns Kommune

De igangværende menneskerettighedskrænkelser i Palæstina, kunne ikke finde sted uden Vestens støtte eller stiltiende accept – og uden den udbredte antimuslimske racisme og diskrimination, som også rammer medborgere med rødder i det Globale Syd, i Københavns Kommune.

Denne racisme og diskrimination mod ovenstående grupper er et strukturelt og systematisk problem, som Københavns Kommune skal tage aktivt ansvar for at bekæmpe.

Det skal blandt andet gøres ved:

  • Officiel anerkendelse af antimuslimsk racisme, og racisme rettet mod medborgere med rødder i det Globale Syd, som et reelt problem.

  • Udarbejdelse af en kommunal handlingsplan mod antimuslimsk racisme og racisme rettet mod medborger med rødder i det Globale Syd. Denne kan indeholde:

  • Målrettet strategi mod strukturel diskrimination af disse grupper på kommunens arbejdspladser og skoler.

  • Uddannelse af lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre relevante faggrupper i forståelsen af de nævnte gruppers traumer som følge af folkedrab, krig og kolonisering.

  • Undervisning i Nakba, racisme og antimuslimsk racisme i folkeskolen.

*Globale Syd: Lande og regioner i Afrika, Asien og Latinamerika.

Ytringsfrihed

Forpligte sig til at beskytte pro-palæstinensisk ytringsfrihed i Københavns Kommune

I Københavns Kommune har der været en lang række forsøg på at angribe pro-palæstinensisk ytringsfrihed. Kandidaten forpligter sig til at arbejde for at beskytte ytringsfriheden for Palæstina solidaritet. 

Det gøres blandt andet ved:

  • At kulturelle institutioner og kulturhuse frit kan afholde arrangementer og indsamlinger med pro-palæstinensiske formål.
  • At modarbejde forbud og defacto forbud mod pro-palæstinensiske ytringer og symboler i Københavns Kommune, bl.a. ved at sikre skoleelever og ansattes ret til at ytre sig, og bære pro-palæstinensiske symboler.

Baggrund

FN-rapportør Francesca Albaneses rapport

I FN-særrapportør Francesca Albaneses rapport "From economy of occupation to economy of genocide" fra juni 2025 dokumenteres de økonomiske mekanismer bag folkedrabet. Albanese fremhæver selskaber, der er direkte medskyldige i Israels folkedrab på det palæstinensiske folk, og har tråde til israelske bosættelser på Vestbredden. Eksempler herpå er Mærsk, Amazon og Microsoft, som Københavns Kommune har investeringer i. Rapporten tydeliggør hvordan virksomhederne er involveret i og afgørende for det igangværende folkedrab. I den forbindelse understreger Albanese at Israel ulovligt besætter de designerede palæstinensiske områder, at besættelsesadministrationen af områderne bedriver apartheid og at Israel begår folkedrab i Gaza. Alt dette er underbygget af virksomhedernes forretningsførelse.

BDS-bevægelsen

BDS er en palæstinensisk-ledet bevægelse, der kæmper for frihed, retfærdighed og lighed. Bevægelsen er inspireret af den Sydafrikanske anti-apartheid bevægelse og blev skabt med det formål at presse Israel til at handle i overensstemmelse med international lov. BDS står for: Boycott, Divestment og Sanctions (Boykot, Afinvestering og Sanktioner). Stem Palæstinas krav tager udgangspunkt i BDS's liste over prioriterede mål for afinvestering og institutionelt pres. Virksomhederne på listen er beviseligt medskyldige i Israels menneskerettighedskrænkelser, apartheid og folkedrab. Københavns Kommune har bl.a. investeringer i Nordea, Meta og Siemens, som fremgår på listen.

Her kan du finde et overblik over Københavns Kommunes investeringer i virksomheder i FN-rapportør Francesca Albaneses rapport og på BDS-listen.

CEDA's rapport

I maj 2025 udgav Center for Muslimers Rettigheder i Danmark (CEDA) en rapport, der dokumenterer islamofobiske hændelser i Danmark, efter Israels invasion af Gaza i oktober 2023. Undersøgelsen viser at diskrimination ikke kun består af enkeltstående tilfælde, men er et strukturelt problem. Anti-palæstinensisk racisme kobles sammen med islamofobi, og dette er blevet endnu tydeligere efter den 7. oktober 2023, hvor palæstinensiske solidaritetssymboler i stigende grad fungerer som udløsere for diskrimination og hadtale på skoler, arbejdspladser og i det offentlige rum.

Simpel footer